ColdHawaiiFlagfobi

Foto: Æ Redningshus

Nogle ganske få mennesker kan blive ramt af den sjældne sygdom, der hedder ColdHawaiiFlagfobi. Symptomerne er enkle, klare og ikke til at misforstå: Når man passerer et ColdHawaii-flag, får man en ubegribelig, sygelig trang til straks at hive flaget ned og tage det med sig. Af hensyn til de sociale relationer venter man dog til natten.

Sygdommen opstår som regel om sommeren, fordi den svækkes meget af vinterens kulde. Her vil der være praktiske omstændigheder omkring flagstangen med højt, vådt, snefyldt græs, der gør det mere besværligt og giver en våde sokker. Men om sommeren er der fri adgang i de sene nattetimer eller tidlige morgentimer, hvor man alligevel er på vej fra et sted til et andet medbringende en solid bjørn. Man behøver dog ikke at være påvirket for at lide af sygdommen ColdHawaiiFlagfobi.

Midlet er lige så enkelt, som det er virkningsfuldt for ejeren af flaget.

Hejs flaget, hejs dig selv op med et kranlignende redskab, bind snoren fast helt oppe under flaget, skær resten af snoren væk og hejs dig ned igen. Alternativt kan du lægge flagstangen ned, sætte flaget på, skære det overflødige reb af, hejse flagstangen op igen - og nyd nu det hejste flag resten af sæsonen!

En ColdHawaiiFlagfobi-ramt person vil straks erkende, at han ikke uden videre kan få fat i flaget nu. Bedrøvet vil han tømme de næste flasker og lægge sig til at sove. Når han vågner, vil han være i normal, almindelig menneskemodus igen.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer