Ensretningen: Hør nu her!

Bendt ved sin båd T60-158

T-krydset Ørhagevej-Baunbak

Bendt Grandjean-Thomsen mener ikke, at ensretningen på Ørhagevej er gennemtænkt.

– Da jeg kom hjem fra Tyskland, blev jeg faktisk chokeret. Der lå noget fra Thisted Kommune i min e-boks, som jeg læste. "Ørhagevej ensrettes!". Det er ikke så smart, det her! Det kommer jo til at gå ud over de fire-fem virksomheder på Ørhagevej, der skal leve af dagturister. De kan jo mange gange køre forbi, når de opdager, at hov, - her er der noget, vi kunne tænke os.

– Kommunen kunne have løst problemerne enklere. Det drejer sig om, at nogle virksomheder mangler p-pladser, og hvis kommunen kunne afhjælpe det, var der ikke behov for ensretning. Turisterne mangler p-pladser! Kommunen kunne forlange af de erhvervsdrivende, at de havde p-pladser at tilbyde. Det skulle jeg selv sørge for af daværende Hanstholm Kommune, da jeg startede Feriehusudlejningsbureauet, nu Sol og Strand, for snart mange år siden.

– For Sol og Strand vil der nu på lørdage opstå vældige problemer, når folk skal skifte sommerhus. Rengøringsholdene skal jo gøre husene rene, efterhånden som de tømmes, og de kommer til at køre 40-50 kilometer længere nu!

– Jeg har flere gange over for Thisted Kommune anbefalet dem at gøre som andre turistkommuner: Sætte prisen op, der hvor der er trængsel! I Skagen koster det 13 kroner i timen for at holde ude på Grenen. I København fik jeg min bil ned i en p-kælder og måtte betale for to døgn. Det kostede 750 kroner! Dem, der kommer i store busser eller autocampere har ofte cykler med. De kan parkere på en af de to store p-pladser, Splittergab og Trøjborg, og så tage cyklen ned til landingspladsen. Fra Krovej til Hummerhuset er der to kilometer. Det er tidligere påvist i KlitPosten.dk. Vil de ikke det, må de betale for at holde dernedad. Det gør man andre steder. Så kunne man også her i Klitmøller. Desværre sidder der nogen og synes, det skal være gratis i modsætning til andre turiststeder, der også døjer med trafikkaos. Eller døjede!

– Man kunne forsyne vejen lige før Niels Juel med en betalingsbom. Køber man for eksempel for 100 kroner i butikkerne dernede, bør p-betalingen være fri. Ingen kan snyde, og vi skal ikke betale for en p-vagt. Vi mølboer kunne få et gratis adgangskort.

– Baunbak er slet ikke bygget til store busser og den noget større trafik, der vil komme. Efter Kalles Mark er der kun sommerhuse. Har de slet ikke tænkt på det? Hvad med alle de mange flere kilometer, der skal køres på omvejen, der er præcis 3,6 kilometer, og CO2-udslippet?

– Den påtænkte forbindelsesvej tror jeg ikke på. Vi skal bevare naturen her omkring Klitmøller. "Hvor smiler fager Klitmøllers kyst". Det kunne den have heddet.

– Hensynet til de bløde trafikanter kunne højnes ved at sætte hastigheden i byen til 30 kilometer i timer. Selv om jeg ikke er inviteret til mødet i morgen, håber jeg da, at man kommer til fornuft.

Café Hawgus informerer om, at der har været markant færre gæster mandag, tirsdag og onsdag end ugen før ensretningen.

 

Læs 1. artikel om ensretningen.

Læs 2. artikel om utilfredshed med ensretningen.

Læs 3. artikel om kommunens svar.

 

 

Læs invitationen fra kommunen til mødet i morgen, fredag:

Statusmøde om sommertrafik i klitmøller 12 juli kl 8-9.30

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 Kommentar

  • SVAR

    Og nu hvor Vangsåvej er forsynet med nyt, fint asfalt, inviterer den til at køre hurtigere. Og med mange flere bilister, synes jeg det er markant mere utrygt at færdes til fods eller på cykel der. Lad os dog få en adskillelse af de bløde trafikanter fra bilisterne på Vangsåvej, inden man belaster den med “omkørselstrafik”. Og lad os så få den generelle hastighedsbegrænsning til 30 km i hele Klitmøller. Og hvem i alverden har bildt kommunen ind, at vi Mølboer er : citat: trætte af borgermøder. Vi er måske snarere trætte af, ikke at komme til orde.