Jane Bauer: Fællesskabet i Sommerfesten

Jane Bauer er i sit 49. år fuld af energi og udadvendthed som aldrig før. For 15. gang er hun med i Klitmøller Sommerfest som en af dem, der søger frivillige og holder øje med det overordnede i festen.

Dens overskud går til spejderne og idrætsforeningen i Klitmøller.
– Men det er ikke kun et spørgsmål om at samle penge ind til et godt formål, siger Jane.
– Det er samtidig en måde at være sammen på, at skabe et fællesskab, der for en by som vores er uvurderlig. Det startede som en sportsfest, hvor spejderne ikke var med. Men festerne gik så småt ned ad bakke, og da samtidig spejderne ikke havde penge på kontoen, var det naturligt at slå os sammen. Fra da af hed det Klitmøller Sommerfest.

– Du er øverste chef for dette foretagende?

– Det er der ikke noget, der hedder. Vi har aftalte roller, og jeg er den, der siger, nu er det tid at gå i gang, og det er også mig, der har overblikket, suser rundt og ser, men boss har det ikke noget med at gøre. Vi har en lige struktur.

– Er du ikke en smule nervøs hver gang?

– Nej, det ender jo altid med, at det hele går op i en højere enhed. I den forbindelse vil jeg gerne sige TAK til alle, der melder sig som frivillige! I udfører et kæmpearbejde, og uden jer var der simpelt hen ingen sommerfest!! Også en STOR tak til alle de mange sponsorer, der donerer penge, ting, mad og så meget! Uden jer var der heller ingen sommerfest.
– Jeg har foreslået, at vi skulle holde en pause et år, men det er blevet afslået hver gang.

– Er formålet egentlig skredet lidt? Altså at skaffe penge til idræt og spejdervirksomhed?

– Ja, på en måde. Når friskolen laver cykelløb, skaffer de på to timer det samme, som vi kan hive hjem over to døgn!

– I år skal vi ikke bestille bord til lørdag aftens buffetmad?

– Nej, det er sådan lidt on og off. Vi havde det heller ikke sidste år. Og der kom så mange, at vi faktisk næsten havde for lidt mad. Det kommer ikke til at ske i år!

– Men jeg spurgte, om formålet var skredet en smule?

– Det er stadig vigtigt først og fremmest at hente nogle midler til de to foreninger, som jeg sagde. Men samtidig har vi et godt og tæt fællesskab blandt deltagerne i sommerfesten. Jeg betragter fællesskabet som noget primært på lige fod med indtjeningen til de to foreninger. Derfor deltager jeg! Jeg er sikker på, at det også er den primære grund til, at alle andre deltager, både de frivillige og gæsterne.

– Jeg håber på godt vejr til den kommende weekend, og at så mange som muligt vælger at deltage i Klitmøller Sommerfest!

 

 

 

 

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer