Vej-, sti,- bak-, gang-, høj-, glimt-, mark-, rimme- eller gabfest

Maden ankommer et kvarter før start

En sjat rødvin gør godt

Kært barn har mange navne.

Udgangspunktet må være gadefest, men der er ikke ret mange gader i Klitmøller. Faktisk slet ingen!

På Ørgårdssti holder vi stifest. En tradition, der startede sådan lidt forsigtigt og tøvende med forskellige forventninger i 2014. Her i 2019 har vi så holdt stifest for sjette gang.

Hvad skal vi egentlig med en stifest, vil nogen spørge? Hvorfor have alt det besvær: Hvem har lyst til at være med? Hvilken dato? Hvornår kan alle? Hvornår starter festen? Hvem skal planlægge den? Hvilken mad skal spises? Hvor længe skal vi sidde der? Gider vi? Der er mange spørgsmål.

Ørgårdssti er i visse sammenhænge noget særligt. Dels er her en række dejlige, skønne, gamle huse; dels bor her en række dejlige, skønne, gamle mennesker, når bortses fra et enkelt hus med dejlige, skønne, unge mennesker. Med en dejlig, skøn 7 måneder gammel dreng. De fleste mænd på Ørgårdssti har et fornavn i én stavelse. Det er klart det fineste. Et lille fåtal må slæbe rundt på to stavelser. Det er ikke noget, vi snakker om til daglig, og når vi en-stavelsesfornavne møder en fler-stavelsesfornavn, lader vi som ingenting. Og hvorfor så det? Hvorfor har beboerne på Ørgårdssti så stort et overskud, at den slags fnidder og niddingssnak ikke bider på os?

Svaret er ligetil og meget enkelt, og det kan andre lære uhyre meget af.
Det er den årlige stifest, der medfører denne ekstrahøje accept af andre.
På Ørgårdssti kastede vi os ud i det og har nu en strømlinet version 6,0.
Værterne går på skift hvert år, og vi følger solens gang. Værterne bestemmer madens sammensætning og pris. I et par år har vi nydt godt af Nationalparkens mange smagsmæssige rigdomme og fået maden leveret af kompetente folk. Vi gamle sætter pris på god mad og værdsætter omhu og finesser i madlavningen og lærer den gerne fra os til de unge. Vi sætter også pris på god vin, og her kan de unge med fordel lytte og lære, thi vi ved bedre.

Ja, men … drejer det sig bare om at mødes og spise og drikke?

Nej. Ikke bare. I begyndelsen snakker vi sammen med de nærmeste, får opdatering på, hvordan det går og den slags. Vi ældre har tit sygdomme, vi kan snakke om. I timevis. Men dog ikke her til stifesten.

Efter forretten og et antal skåler nærmer vi os højdepunktet i samværet: Den fælles samtale. Det er her, stifesten har sin fornemste berettigelse. Alle 14 lytter, mens kun én fortæller. Vi skiftes til at have ordet, hvis vi synes, vi har noget, de andre nødvendigvis må høre. Ingen afbryder; morsomheder værdsættes, og på den måde oplever vi i en mild rødvinsrus et fællesskab, der lægger sig som noget godt. Indholdet af samtalen er tit bagudvendt; morsomt og spændende er det at høre om gamle dage, da vi selv var unge. Der er samtidig knyttet en fortælleglæde til, der spreder sig i selskabet, og det er sært velgørende at gå ind i en andens liv i stedet for sit eget.

Denne følelse af sammenhold smitter af på hverdagen. Det er her, vi hjælper hinanden, det er her, at vores individuelle kompetencer kan være til nytte for andre. Som en selvfølge hjælpes vi ad med at rejse nye meninger og stilladser, mens gamle stilladser og udgåede holdninger pakkes væk.

Læs i morgen: Uddrag af den fortælleglæde, der følger med en stifest.

Efter forretten venter hovedretten, som er lam

Vi er næsten færdige. Nu venter kun isbomben!

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *