Tour de Klitmøller -foråret på vej

Tour de Klitmøller er efterhånden en institution, hvor mølboer kan mødes over festmåltider og medbragte drikkevarer i den kvalitet, man selv vælger. I år har der været et par snublesten på vejen, idet nogle har trukket sig. Det giver problemer for planlæggerne, Marlene og Monica Dragsbæk, der må alarmere over Facebook:

Tour de Klitmøller i morgen Lørdag d. 6. april kl. 17.30 ENDNU ENGANG 2 afbud!! Så 3 ledige pladser til i morgen… kom nu 👏🏻👏🏻👏🏻👏🏻

Men især de tidlige afbud er erstattet af andre personer, og økonomisk sker der ikke noget, idet de seneste afbud har betalt alligevel. Dog vil der formentlig næste gang blive tale om at betale et beløb ved bestillingen måske halvdelen, oplyser Monica Dragsbæk.

– Vi skal jo også være ordentlige, og ikke alle har måske styr på kalenderen, og for nogles vedkommende kan der opstå tilfælde, hvor man af gode grunde ikke kunne vide, at man skulle noget her den 6. april.

– I har haft et par opslag på Facebook, hvor frustrationerne skinnede en smule igennem?

– Ja, men det var, fordi vi frygtede at være inde i en bølge, som kunne true hele arrangementet. Men det er slet ikke tilfældet. 11 værtsfamilier har i år stillet sig selv, deres kokkeevner og hus til disposition.

De skal lave forret til en gruppe, sende gruppen videre til en anden værtsfamilie og selv modtage en ny gruppe til hovedretten. Værtsfamilien modtager kroner 200 per person for ulejligheden, og beløbet skal dække alle udgifter i forbindelse med arrangementet. Det vil også sige kaffe og kage og musik i Æ Redningshus. Drikkevarer må man selv tage med, hvilket er en fornuftig foranstaltning. Nogle drikker hellere øl end vin, andre nøjes med vand frem for cola, og vindrikkerne har forskellige præferencer ligesom øldrikkerne.

Aftenen forløb ualmindeligt dejligt. Et af værtsstederne havde lavet en forret, der sagde spar-to til alle veganeres forventninger.

– Jo, men jeg havde hørt, at i Klitmøller bor der mange veganere, udtaler den en ene vært, som ønsker at være anonym. Anne fortsætter:

– Vi havde simpelthen lavet en forrygende forret med rødbeder og grønsager og og og og og jeg skal gi dig.

– Hvordan blev den modtaget?

– De slugte den med begejstring.

– Ja, men så var alt jo godt!

– Ikke helt. For der var ikke en eneste veganer med i gruppen!

I de to grupper, KlitPosten.dk deltog i, var der kun to deltagere over 60 år. På spørgsmålet om, hvorvidt det her ikke er noget for pensionister, som der er en del af i byen, svarer flere, at der plejer at være pæn tilslutning af alle aldersgrupper.

Arrangementet er for alle! Det er festligt og meget spændende at snakke med folk, man aldrig har snakket med før, og det kan man godt nyde samtidig med, at man nyder den gode mad. På hvert af de to steder var den nemlig af usædvanlig høj kvalitet, så det kan bestemt ikke afskrække nogen fra at deltage.

Men det fornemste ved Touren er snakken hen over bordet.  Til pensionisterne: Her bliver også sladret! Relationer, familieforhold og andet bliver kortlagt, politiske emner var der ikke så mange af, men afklaring af køb og salg af større eller mindre restauranter og andre virksomheder i byen og den slags samt et godt grin er obligatorisk, – og man går hjem betydeligt klogere.

Der var berettiget klap til de to arrangører, som i år for syvende gang med stor succes har tilrettelagt det hele.

Mor Monica og datter Marlene

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer