Dagligdagen med dement ægtefælle, marts 2019 (2 af 2)

Modelfoto

H fortæller om dagligdagen med sin demente mand, C. I TEMAugen om demens bidrog H med fire artikler. Læs her.

Han fortæller de samme historier. F.eks.: Hans far sagde ofte, at hans søn sad i Sdr. Omme. –Med nøgler! (C var fængselslærer der). Eller historien om min mor: Hun havde serveret sin lagkage og spørger ham: ”Ku’ du li’ den? Hvortil han svarede: ”Det kan lige gå an. Det var ikke så ringe endda.” Jeg blev trukket til side for at oversætte jyske underdrivelser. (Jeg er født i Nakskov).

Alle i Ældreklubben ved, at C har Alzheimer. ”De har jo (aldrig) hørt historierne før”. Det betyder også, at C får hjælp, hvis han ikke kan finde vej eller ikke kan finde tingene i brugsen. Det sidste sker dog næsten ikke mere, da han bliver for træt, hvis han skal gå længere ture.

I søndags kørte vi en tur i Salling. Han nyder sådanne småture. Han tror stadig, han må køre bil. For 2 snart 3 år siden skulle han have fornyet sit kørekort. Han skulle op til en orienterende prøve. Jeg havde i lang tid sat mig ved rattet, for at han ikke skulle køre. To gange var han kørt indenom en helle, og en anden gang var han ved at lave fejl på motorvejen. Vi blev enige om at spare udgifterne til en køreprøve. Vi sendte det midlertidige kørekort til politiet med bemærkning om, at han havde fået konstateret Alzheimer, at han aldrig havde været involveret i ulykker og heller ikke fremover ønskede at være årsag dertil. Det fortæller jeg ham, hver gang, han forundret siger: ”Har jeg ikke kørekort? Ja, men det er også dejligt at sidde som passager.” På vej hjem spørger han, hvor campingvognen står. Han tror, vi er er på campingtur. Vi solgte vognen for snart 2 år siden. Jeg fortæller ham, vi jo bor et andet sted nu. Det sker tit, at han tror, vi stadig bor på en af vores tidligere adresser rundt om i landet.

Vi har haft mange ture i med telt, combi-camp og de senere år med campingvogn. Norge, Sverige, Tyskland, Holland, Frankrig, England og Skotland. Jeg har på alle turene skrevet dagbog og fotograferet. Jeg tror, vi på en regnvejrsdag skal tage en tur ned ad memory’s laine.

Selvomsorg kan godt være svært at varetage med en dement ægtefælle. At skrive om vores oplevelser og hvordan vi klarer de meget ændrede livsbetingelser, er for mig en måde at klare tingene på. Jeg er glad for at dele mine tanker med andre i en lignende situation. Fysisk har jeg en times motion om ugen på Demensholdet sammen med C i motionscenteret. Jeg går en tur alene en gang i mellem. Det bliver ikke til så meget, da jeg har lidt vrøvl med mine knæ. Til gengæld er jeg om morgenen begyndt at cykle 5 km foreløbig på kondicyklen. Hvis jeg har det godt, er der overskud til at takle tingene, som de kommer.

Som repræsentant for vores Ældreklub deltager jeg også i møder omkring vores landsby. Vi har modtaget penge til landsbyfornyelse. Det er spændende at følge med i. Møderne foregår ofte om aftenen. Hjemmeplejen kigger så en tur til C. Jeg lægger stadigvæk en seddel skrevet med stor skrift om, hvor jeg er, og hvornår jeg kommer hjem. Jeg kan ikke mere være sikker på, at han registrerer den. Derfor er det betryggende for mig, at der er nogen der ser til ham.

I næste uge skal vi begge i marineforeningen og høre et foredrag om ”Slaget om Nordatlanten.” C har altid interesseret sig for historie. Jeg er sikker på, at han får noget ud af det i ”Her og nu-oplevelsen”. Men næste dag vil han nok ikke huske det. Dog hvis jeg nævner det, kan det være, at det dukker op i erindringen.

Vejret godt. Ud og gå!

Læs beretning fra TEMA-ugen om demens.

Læs 1. beretning.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer