Dagligdagen med dement ægtefælle

Modelfoto

H fortæller om dagligdagen med sin demente mand, C. I TEMAugen om demens bidrog H med fire artikler. Læs her.

 

Det er længe siden, jeg sidst har haft tid til at skrive. Jeg er lige blevet færdig med at arrangementerne til forårets program i Ældreklubben….
Juleaften gik fint. Men om natten vågnede jeg ved, at C klagede sig. Han frøs og troede, at han var til søs i Caraibien. Finde tæpper, ekstra dyner. Tænker et øjeblik på om, der er noget galt, en hjerneblødning eller blodprop. Ingen feber. Kalder igen på ham. Så vågner han, og der er kontakt. Han fryser stadig og jeg sender ham i et varmt bad og jeg opdager, at sengen er sjaskvåd. Sengetøjet bliver skiftet og jeg pakker ham godt ind og der falder ro over ham og vi har kontakt. Bliver det nu en del af vores hverdag fremover? For at gøre det endnu mere besværligt var vaskemaskinen gået i stykker juleaftensdag. Den blev først repareret onsdag efter nytår. Men problemet er ikke dukket op igen. Det er mærkeligt, at jeg kan skrive om det. Jeg føler en stor ømhed for ham, og ønsker, at hjælpe ham så godt jeg kan.

Det er svært at se og acceptere, at han mister flere og flere færdigheder. Hvert år til jul har C skrevet julebrev til vores venner fyldt med humor og tegninger om vores oplevelser. Det har jeg overtaget, så godt jeg kan. Vi har venner i Skotland i Edinburgh. C taler engelsk flydende og skotterne tror, han er englænder. Han insisterede på at skrive julebrevet. Han kan ikke skrive på pc’en, men ville skrive i hånden. Han skrev 8 -10 ord på korrekt engelsk, men kunne slet ikke holde linjerne. Det er første gang jeg har set ham græde. Jeg overtog jobbet og fik ham til at se efter sprogfejl.

Der sker tab af evnerne hele tiden. Jeg må nu lægge barbergrej frem, hjælpe med at åbne og slukke for vandet i bruseren. Nogle gange kan han selv, andre gange behøver han hjælp. Min tandbørste står nu i skabet. Håndklædet rækker jeg til ham.
Jeg sidder på sengen. Hans tøj er lagt frem og jeg sider ofte og lægger andet vasketøj sammen parat til at vende underbukserne, undertrøjen rigtigt for ham. Mens jeg afventer om, der er brug for hjælp.

Sommetider er det svært for mig at sende ham af sted til Dagcenteret, når han er meget svimmel og træt. Men det er for mig nødvendigt, at have frirum til at ordne alle de praktiske ting, indkøb m.m. Men også til bare at tage tid til at læse en bog. Så jeg insisterer, ignorerer hans habitus, fortæller, at jeg har nogle ting, jeg skal ordne, mens han er i Dagcenteret, at jeg glæder mig til, han kommer hjem igen. Som da vores børn græd, når vi afleverede dem i børnehaven, går tingene over. Således også med min C. På Dagcenteret kan han godt lide at fortælle en god historie, især fra sin ungdomsoplevelser som sømand.

Sidste søndag kørte vi en tur til O. Havde madpakke og kaffe med. Fantastisk vejr med havblik. På hjemturen ser vi, hvorfor vi for 14 år siden, flyttede hertil. Vi bor med udsyn til marker og eng lige foran køkkenvinduet. Til foråret bliver en sø gendannet. Her i vinterferien får vi besøg af vores datter og svigersøn fra Ø.

C læser, hvad jeg skriver, og bakker det op. Heldigvis læser han stadig. Jeg gav ham ”Bertels bedste” i julegave, og jeg hører ham kluk-le. Vores liv er blevet anderledes, end det vi troede, det skulle blive. Men vi har haft et spændende liv, så jeg tager imod alt det gode, vi stadig kan opleve sammen.

Vi skal til Frokost-jazz inde i byen i marts med Cs søskende. Så slipper jeg for madlavningen. Jeg har altid før lavet maden fra grunden af, og C har bistået på bedste vis. Det har taget mig flere år at erkende at løse opgaven på anden vis og alligevel have de gode oplevelser, uden man bliver for træt.
Jeg vil stadig gerne skrive. Min nabo har sagt til os, at det er værdifuldt, at vi er åbne om sygdommen. I Ældreklubben er to andre familier ramt. Jeg synes, det er vigtigt at skabe forståelse for sygdommen, og at der stadig er honningkrukker at finde.

Læs beretning fra TEMA-ugen om demens.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer