Dennis Defekt: Her er gode spare-forslag!

 

Mand og mand imellem (og såmænd også kvinder) er man ret enige om, at der er masser af steder i det offentlige, hvor der kunne spares. Det ser ud, som om vi ældre bliver flere og flere og dermed belaster det fælles budget med mere og mere. Vi lever også længere og længere, så måske burde man starte med at nedlægge sundhedsstyrelsen, fødevarestyrelsen og sætte priserne på cigaretter ned. Ingen motion til ældre over 50, tvungen alkohol på alle plejehjem og askebægre overalt; det skal nok kunne bringe de ældre til fald.

Men, - hvis det nu kun svært lader sig gøre, må vi jo overveje noget andet og måske være mere seriøse. Vi kender til bonusudbetalinger selv til mænd, der er blevet fyret, fordi de har lavet fejl. Vi hører ustandselig om ansatte, der skal løbe hurtigere og undervejs passe på, at deres hænder ikke bliver koldere. Der er masser af reguleringer, kontroller, regler og forordninger, der skal følges, og som tager tid fra arbejdet. Altså fra det egentlige arbejde. Politikerne plejer at sværge på, at der skal skæres i det unødige fedt. Men hvad bliver det til?
Jeg vil derfor fremsætte et godt forslag.

Kære Folketing!
Udskriv en landsdækkende konkurrence med præmier til alle dem, der kommer med realistiske og gennemførlige forslag til besparelser i det offentlige. Besparelser, der ikke går ud over velfærden.
Hvor skal pengene til disse præmier komme fra? Sæt bonusser til chefer  i det offentlige på stand-by i seks måneder og brug de sparede penge derfra til kontantpræmier.
Forslagene skal ikke alene være realistiske og gennemførlige, men også være sådan skruet sammen, at de giver hele samfundet en fordel.

Lad mig blot lægge ud med en gammel traver.

  1. Nedlæg feriepengefonden og afsked de herremænd, der sætter folk, der ikke har fået deres feriepenge udbetalt, fordi de har glemt dem, op på træhesten. Lad arbejdsgiverne udbetale feriepengene direkte hver måned til den ansattes lønkonto. Jeg har på fornemmelsen, der ligger adskillige millioner og venter alene der.
  2. Hvis efterlønnen skal bevares, så lad folk selv spare op til den. Det vil medføre, at udbetalingerne sker uden modregning af dit og dat. Det vil da spare masser af timer hos ansatte i de fagforeninger, der i den nuværende ordning skal kontrollere anden indtjening, og om man snyder.
  3.  Vi, der bor i Vest-Danmark, vil gerne fortsat betale til den fælles transport, tog, busser m. v., selv om vi af og til tænker over, at 85% af os danskere betaler for noget, kun 15% af danskerne har mulighed for at bruge. Vi andre bruger bil, når vi skal fra a til å, for vi har hverken S-tog eller letbane. Men der er garanteret områder hos DSB, hvor en bus kan gøre det lige så hurtigt og mere effektivt end toget. Så nedlæg skrantende togbaner og indsæt busser i stedet. Hvis ruten har lavt besøgstal, kan man i stedet for bus vælge en 8-personers personbil.
  4. Afskaf folkepension. Sådan at dem, der nu er 30 år, får at vide, at de selv skal spare op. Gør evt. opsparingen obligatorisk.
  5. Sundhedsområdet har engang haft brugerbetaling. Den gik ikke, fordi den var alt for klodset. Man kunne indføre brugerbetaling med et beløb, der automatisk blev meldt til Skat, når man bestilte tid hos læge eller skulle på sygehus. Hvis ens indkomst var under et vist beløb, blev det annulleret. Der findes lige nu en ordning, så man får medicintilskud efter, hvor meget man køber. Ulempen ved den er, at alle får lige meget.
  6. Bonusforslaget: Afskaf alt, hvad der hedder fradrag for private udgifter på selvangivelsen, ikke på én gang, men over 10 år. Sæt den skatteprocent, der svarer til det tidligere provenu (den er jo nok noget lavere), lav eventuelt en graduering, så folk med større indkomster får en højere procent. Humlen i dette forslag er at spare alle mellemregninger. Som i forslaget med feriepengene vil et antal fuldstændigt unyttige offentlige stillinger blive sparet væk.

Det var så nogle af mine forslag. Et enormt godt og fire brugbare. Samt et genialt. Hvadbehar?

 

 

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer