Imens strømmede gårdens beboere til.
Bondemanden gik ned på gårdspladsen under et blomstrende kirsebærtræ med den døende hund i armene som et spædbarn. Børn og voksne stod tavse og paralyserede i en halvcirkel.
Allerbagerst prøvede Arne at se helt uskyldig ud, og der var ingen direkte bebrejdelser mod ham. Den alsiske bondegårdsidyl blev egentlig kun forstyrret, når børnene kiggede på os med sagte gråd. Jeg stillede mig bag Arne; det var trods alt ham, der var chaufføren, og jeg har det ikke godt med børn, der græder.
Vi gik langsomt tilbage til bilen. Da vi nåede derop, flåede vi dørene op og kastede os indenfor.
-Kør for helvede, sagde jeg, og imens så vi dem alle sammen stå dernede på gårdspladsen og kigge efter morderne.
-Det tog nok pynten af kapslerne, hvad? sagde jeg for at bidrage til den gode stemning.
Hjemme pillede Arne pyntekapslerne af igen og lagde dem væk.
Så gik han ind og lukkede døren efter sig.