Ej blot til pynt

Novelleuge

Arne havde købt nogle vældigt flotte og skinnende hjulkapsler, som han klipsede oven på de grimme navkapsler. Synligt stolt over resultatet inviterede han mig på køretur for at nyde Kadettens nu meget bedre køreegenskaber.
Vi kom noget hurtigt kørende ad den smalle Fynshavvej. Jeg sad ved siden af med benene oppe, mens Arne nonchalant sad med venstre arm ud af vinduet og lignede én, der skulle ha´ heddet Brian, mens vi grinede af ingenting.

Op fra en gårdsplads kom pludselig en arrig gravhund fræsende og angreb Arnes venstre baghjul. De flotte pyntekapsler må have irriteret den. Også jeg fandt dem ubehageligt kitchet, men lagde mig dog ikke ned og bed i dem af den grund.
Hunden fløj en meter op i vejret og landede på asfalten, og nu lå den der, forbavset og bebrejdende. Dens ryg udgjorde en stump vinkel på midten med rygradens knogler stikkende ud.

Imens strømmede gårdens beboere til.

Bondemanden gik ned på gårdspladsen under et blomstrende kirsebærtræ med den døende hund i armene som et spædbarn. Børn og voksne stod tavse og paralyserede i en halvcirkel.

Allerbagerst prøvede Arne at se helt uskyldig ud, og der var ingen direkte bebrejdelser mod ham. Den alsiske bondegårdsidyl blev egentlig kun forstyrret, når børnene kiggede på os med sagte gråd. Jeg stillede mig bag Arne; det var trods alt ham, der var chaufføren, og jeg har det ikke godt med børn, der græder.

Vi gik langsomt tilbage til bilen. Da vi nåede derop, flåede vi dørene op og kastede os indenfor.
-Kør for helvede, sagde jeg, og imens så vi dem alle sammen stå dernede på gårdspladsen og kigge efter morderne.

-Det tog nok pynten af kapslerne, hvad? sagde jeg for at bidrage til den gode stemning.
Hjemme pillede Arne pyntekapslerne af igen og lagde dem væk.
Så gik han ind og lukkede døren efter sig.

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *