En tur i Hawskoven
Turen går til … Hawskoven, som Thisted Kommune nu ved en fiks manøvre har fået lov til at navngive en vej efter. Man ville ellers ikke tillade w, fordi GPSserne ikke ville kunne finde stedet.
Men vi fandt det! En dejlig og fredelig plet øst for rundkørsel øst ud ad Industrivangen. Og her dukker Hawskoven op. Der står nu stadig Havskoven på skiltet, men det har en vaks kommunalbestyrelse som skrevet taget hånd om. Det manglede også bare! Heroppe siger vi æ haw. Basta.
Klik to gange på billedet for at forstørre:
Toilettet står der så fint med alt til faget hørende. Dog med en mindre skønhedsfejl.
Jeg gik ind og lukkede døren, og alt blev mørkt. Jeg åbnede døren igen for at finde lyskontakten, men der var ingen. Derimod syntes jeg at se føleren sidde oppe i loftet i lampen. Jeg lukkede døren igen og viftede med armene. Intet lys. Så sagde jeg med myndig røst: Det blive lys! Og så kom det. Mest fordi konen forbavset åbnede døren for at høre, om der var noget galt.
Forhåbentlig er det ordnet nu.
Der er så mange shelters og så mange bord-bænkesæt, at det altid vil være muligt at finde læ i det til tider forblæste område på toppen af det nordvestligste Jylland. Her kan man så nyde sin medbragte frokost ved et bord-bænkesæt med plads til ikke under 12, og til affaldet er der skraldeposestativer i nærheden. En god afslutning på en herlig rundtur i et meget varieret og smukt terræn. Dog savnede vi en spadseresti i skoven.
Forældre og børn legede med nogle af de spændende legeredskaber, der er stillet til rådighed, og antallet af shelters ligefrem indbyder til spejdere, skoleelever og andre unge at tilbringe en nat under åben himmel. Bålsteder og godt med overdækning gør, at det her er et rart sted at være selv i regnvejr eller blæst. Det er en fin attraktion, Hanstholm har fået!
Program for lørdag den 11. maj:
Kl. 12:00 Pladsen åbner
Kl. 12:05 Velkommen og fællessang – Anton synger for
Kl. 12:10 Åbningstale ved Skovrider, Ditte Svendsen, Naturstyrelsen
Kl. 12:25 Tale ved Kommunalbestyrelsesmedlem, Esben Oddershede, Thisted Kommune
Kl. 12:40 Tale ved formand, Lene Larsen, Hanstholm Rådet
Kl. 12:45 Snoren klippes
KL. 13:00 Let vildt-traktement serveres v/Naturstyrelsen. Nyd hertil øl og vand (kan tilkøbes) og dejlig musik v/Anton Skovmose
Kl. 13:15 Vi viser rundt på pladsen – alle er velkommen til at udforske Hawskoven
Kl. 14:00 Efter den officielle indvielse inviterer vi alle der har lyst til en rundboldturnering. Meget attraktiv præmie på højkant
Kl. 14:00 Efter godt til ganen kan du også komme med på guidet tur i området og høre mere om skoven, Hanstholm stien, havneudvidelsen og Showroom for Fiskeriet. Mødested ved fugletårn. Pris 50,- for voksne, børn gratis
Kl. 15:30 Arrangementet slutter – På gensyn i Hawskoven!
Andre indlæg, du vil synes om
Lukket for kommentarer
seneste kommentarer