Endeligt farvel til min schæfer (9)

Det var efterhånden rygtedes, at jeg ville af med min hund. Naboen sagde til en træning i  schæferhundeklubben intet, men pegede på sin tinding med højre pegefinger strakt og udstødte en eller anden lyd. Jeg havde ikke kræfter til at påpege hans mange trænerfejl med hans nye hvalp, som jo altså faktisk var Kings søn, King Il Møgsøn. Det var en temmelig stor hvalp, konstaterede jeg.

Tiden gik, og jeg sank ned i mismod.

En mand ringede en aften og præsenterede sig som ejer af en stor tømmerplads, hvorfra der ofte blev stjålet. Sådan en schæfer kunne måske hindre de barylere i at komme ind på pladsen. Jeg vågnede op og blev helt ivrig og bare tanken om at kunne komme af med King Led den Anden, var nok til at få min puls op på de høje nagler.
Ja, det er ikke noget problem. Hvis de først kommer ind, kommer de sgu ikke ud igen, overtalte jeg ivrigt og tænkte på en pensioneret bager, der stadig her halvandet år senere gik rundt med sit fjollede bind om hånden. Bare for at demonstrere. Spis brød til.
Jeg vil give dig 700 kroner for den, tilbød han så.
Jeg kunne ikke få luft og måtte hive efter vejret. Der gik noget tid, hvor jeg bare ikke kunne sige noget. 700 kroner? Jeg regnede ikke med 1.
OK, sagde han, jeg kan høre, du ikke er meget for det. Skal vi så sige 1.000 kroner?
Jeg kræmtede lidt. Det er uhyggeligt, når man ikke kan få luft.
Ja, men så 1.200, da? Det er mit sidste bud.
Jeg fik så meget kontrol over mig selv, at jeg kunne fremmumle “så skidt da”.
Jeg fik mine 1.200 kroner, placerede King i en hundekennel, sagde farvel til ham og gik tilbage til bilen. Jeg kunne ikke lade være med at vende mig om. King stod der og så efter mig. Jeg lukkede øjnene og åbnede dem først, da jeg kørte ud fra stedet.
Tømmerpladsejeren hentede den selv.

Forleden læste jeg i avisen, at en tømmerpladsejer havde fået en megabøde, fordi hans hund havde flået og flænset et par indbrudstyve, der påstod, at de ikke vidste, at det var løvens hule, de var brudt ind i.

Jeg er altså hundefri, og det er jeg glad for. Af samme årsag er min nabo begyndt at hilse på mig, når han går forbi med sine to schæfere og en plastikpose. Den ene schæfer er en ordentlig kleppert. Når han vender hjem, hilser han igen på mig, der ligger i en liggestol med en kold øl ved siden af, og hæver sin plastikpose, hvori han har samlet to styk afføringsenheder op.
Jeg vinker tilbage og smiler ved tanken om, at jeg engang havde et job, hvor jeg samlede 100 gange så mange op. Med stor succes. Kunne jeg kalde det min Golden Globe?

PS. I nat vågnede jeg halvt op ved en eller anden lyd, sagde “Hallo” og bildte mig ind, at jeg kunne høre Kings hale banke mod sin kurv nedenunder i stuen. Pludselig savnede jeg ham. Man bliver knyttet til sådan et dyr. Jeg lagde mig tilbage på puden, nu i totalt vågen tilstand og tænkte på, at jeg da lige kunne køre forbi kennelen her til formiddag. Ikke for at købe en King 3. Overhovedet ikke! Aldrig i livet! Men derfor kunne jeg jo godt lige se lidt på hvalpene. Det har man da lov til. Det sker der ikke noget ved. Og jeg skulle jo alligevel den vej  …

Læs første beretning i serien

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *