Familiehygge

Novelleuge

Sagsbehandleren havde fået den meget problematiske hastesag og så på parret på den anden side skrivebordet. De sad med god afstand imellem sig. Han lignede egentlig en rar forvokset hundehvalp.

Sagsbehandleren vidste fra utallige tilfælde, at man aldrig med baggrund i udseendet kunne forudsige, hvad et menneske indeholdt.

-Jeg kan se, at hospitalet efter behandlingen af den brækkede arm har fundet det nødvendigt med en anmeldelse pga. de mange striber og blå mærker, der tyder på slag. Politiet har henvendt sig på forvaltningen, og derfor sidder I her i dag.

-Hvor længe har jeres voldelige forhold stået på?

Kvinden så forlegen ud og vred hænderne i skødet:

-Længe! Alt for længe!

Sagsbehandleren havde ikke været ude for et sådant tilfælde før. Hun lagde mærke til, at manden havde to forskellige slags sokker på.

-Direkte korporlig vold? Hun så ham i øjnene.

Han nikkede, forlegen, sad uroligt.

-Har politiet været indblandet før?

De rystede begge på hovedet.

Kvinden rømmede sig:

-Det starter altid med, at han knuser en kop eller en tallerken. Så ser han på mig med det her udtryk i øjnene.

-Jeg kan hjælpe med at finde en lejlighed…

Sagsbehandleren ville gerne have gang i løsningerne.

Manden rystede langsomt på hovedet.

Kvinden vendte sig om mod ham:

-Har du nogensinde haft bare den mindste anelse om, hvad det er, du gør ved mig, sagde hun pludselig uhørt skarp.

-Hvad mener du?

-Du ved udmærket godt, hvad jeg mener. Lad være med at spille uskyldig, bare fordi vi sidder her.

Hun hævede stemmen og fortsatte:

-Du manipulerer med mig. Når du smider din kop, forventer du, at jeg skal tilgive dig, som om du aldrig var blevet voksen.

Sagsbehandleren kiggede op fra papirerne og iagttog ham:

-Er din afhængighed af hende ikke alt for stor og har varet alt for længe? Burde du ikke have frigjort dig for længst?

Manden gemte sit ansigt i hænderne og hulkede. Hele kroppen rystede og bævede.

Hendes øjne lynede, mens hun foldede armene over kors og himlede med øjnene:

-For fanden, mand, nu begynder han sgu igen. Det er præcis sådan, han gør! Tag dig dog sammen, kylling. Er du slet ikke klar over, at når du græder og klynker og smadrer dit krus, bliver jeg vred. Jeg kan simpelthen ikke klare det. Og så bliver jeg nødt til at slå dig! Hold kæft, hvor er jeg træt af dig. Det er, som om jeg ikke har foretaget mig andet i mit liv end at høre på dig og dit jammer…

Manden tog hænderne bort fra ansigtet, der var helt rødt og ophovnet. Han så ulykkeligt over på hende:

– Hvorfor må jeg ikke blive hos dig? Hvis vi ikke kan bo sammen, har jeg ikke mere noget at leve for. Vi har været sammen hele livet! Du er den eneste, jeg har, mor, og det ved du godt!

 

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer