I stødet (1 af 2)

Novelleuge

Min første skoledag var en fiasko, og skylden lå entydigt hos min far og Jesus. Det ved jeg nu. Siden min fødsel 1947 havde jeg undgået de helt store nedture altså bortset fra selve fødslen, og bortset fra dengang, jeg som tre-årig stak af hjemmefra på min tre-hjulede cykel sammen med Per Vejmand, var der mig bekendt ikke sket de store ting.

Efter min mors sædvanlige formaninger om at opføre mig ordentligt forlod jeg hjemmet med min nye skoletaske og hentede naboens Poul Erik. Hans mor puttede en enorm madpakke ned i hans taske, og på vej ud af køkkenet sagde han henkastet: Kan du bogstaverne?
Jeg rystede på hovedet. Skulle man da det? Er du tosset, sagde han. Vi har øvet hele ugen, min mor og mig. Ellers kan man sgu ikke følge med. Det er jo en skole, sagde han forklarende.
Man måtte ikke bande, men det var Poul Erik ligeglad med.

Så traskede jeg efter ham og søgte at følge med. Himlen i vest havde skyer, og nogle af dem var sorte, og en lignede en ørken uden oaser. Jeg havde ikke mad med, for vi skulle kun være der tre timer, og så skulle vi hurtigt hjem til bedsteforældrne, sagde min mor, der ikke havde tid til at gå med derhen, hvilket jeg var meget glad for. Somme tider var ens mor ikke den, man var mest stolt af at slæbe rundt på.

Ganske rigtigt. Henne i landsbyskolen langt ude i ørkenen med kun ét klasseværelse skrev læreren noget på tavlen. Vi nye sad på første række bag borde med blækhus og en skrå pult, der kunne lukkes op til et rum nedenunder. Det duftede af sæbe og var helt tomt.
Hvad er det, spurgte læreren. Et i, svarede Poul Erik. Det var sandelig godt, sagde læreren, der var en gammel mand på 35 år. Hvor er du dygtig. Vi kiggede alle hen på Poul Erik, og jeg sagde højt og stolt, at han var min ven.
Læreren rømmede sig, stillede sig lige ud for mig og så ud over skolens 16 elever, hvor jeg kun kendte nogle af de nye:
Nu skal I alle være velkommen!
Der manglede en knap i hans bukser. Han havde nogle store hænder, som han foldede til noget, der lignede en skovl, lukkede øjnene og fremsagde fadervor.
Man skal turde sige ja til Jesus, sagde han, for Jesus siger også ja til jer.
Det vidste vi godt fra søndagsskolen. Ham Jesus.

Nede bagved sad nogle forældre, blandt dem Kesse og Bosses mødre, der smilede, hver gang vi vendte os om. De var malet i ansigterne, havde fint tøj på og højhælede sko og nylonstrømper. Sådan kendte jeg dem slet ikke.
De skældte tit ud og slog deres børn.

En dag var Kesses mor blevet meget gal, fordi han stod midt på græsplænen og viste sin tissemand frem. Vi lavede cirkus, og han spillede hvid dreng med negerpik og havde derfor smurt den ind i brun skocreme. Hun trak bukserne af ham, løftede ham helt op og gav ham en endefuld. Vi andre stod respektfuldt i god afstand og påhørte i tavshed klaskene samt Kesses smertensskrig.
Måske var det forkert at foreslå det med skocremen, men Kesse var ikke god til selv at finde på, og for os andre var han den oplagte kandidat til netop den rolle.

Preben mente ikke at have set og hørt så mange klask før. Min far kan godt slå hårdere, men han løfter mig ikke op fra gulvet og tager heller ikke mine bukser ned, sagde han hviskende.
Hvad, sagde jeg. Kesse skreg sindssygt højt.
Man kan ikke stikke af, når de løfter en, mente Per Vejmand. Det har jeg prøvet. Men så fik jeg endnu flere tæsk bagefter, og min far slår hårdt. Det gør min far også, forsvarede jeg familiens ære.
Min far slår hårdest, indvendte Carl Erik.
Vi diskuterede lavt og sagligt, men gyste, da Egon påstod, at han slet ikke fik klø derhjemme. Hvad får du så, spurgte vi undrende og flyttede modvilligt blikket fra Kesses hvide røv. Mellem hans lår kunne vi somme tider få øje på noget brun skosværte, der hang og dinglede.
Jeg kommer ned i koksrummet, sagde Egon. Koksrummet? Ja, der bagerst i kælderen. Der er ikke vindue, sagde han hviskende, og jeg siger også til min mor, at jeg er bange. Hun låser mig ind alligevel og svarer bare: Det skal du ikke være. Jesus er med dig.
Det er det, jeg er bange for. Jeg kan ikke se Jesus. Jeg ryster over hele kroppen og står længst muligt henne mod døren. Tænk, hvis Jesus pludselig brølede frem fra koksbunkerne og sagde EGON!
Det var så uhyggeligt, at det måtte være forbudt for børn, og de små hår rejste sig i nakken ved tanken. Ingen af os turde sidde nede i det rum! Der opstod en pause, hvor vi næsten glemte stakkels Kesse. Så genoptog vi diskussionen om hårdtslående fædre, men fandt ikke vinderen.

Omsider blev Kesses mor færdig og smed den hylende Kesse fra sig, vendte sig om mod os og råbte: Gå hjem med jer, eller skal I også ha?
Det skulle vi ikke.

Klassen lugtede af lak og fernis her den allerførste dag i skoleåret. Gulvet var brunt, væggene lysebrune, bordene mørkebrune og loftet hvidt. De store vinduer vendte ud mod haven, hvor lærerens blomster prangede, og hvor især æble- og blommetræerne stod med tunge grene fyldte med dejlig forbudte kopatter, som vi tidligere havde stjålet. Flaget var hejst ude i gården, og klassen var pyntet festligt op med en vase med blomster på katederet. På tavlen stod foroven: Velkommen til et nyt skoleår 1954! Nedenunder stod: Velkommen til de nye elever i 1. klasse!

Vi nye skrev vore navne på et skilt, der skulle stå på pulten. Da en af de store drenge gik forbi mit klapbord, rev han mit skilt ned på gulvet og grinede.
Du tør ikke gøre det samme ved mig, truede han.
Jeg ved ikke, hvorfra han vidste det, men sandt var det. Jeg var slap, uden muskler, ikke synderlig høj eller på nogen måde stærk og derfor ikke interesseret i at slås. Jeg kunne udmærket nøjes med de bank, jeg fik af min far og behøvede ikke flere.

I frikvarteret efter den første time stod vi lidt. Et par af de store drenge kom hen: I tør ikke gå ind på pigernes lokum.
Vi så på hinanden. Jeg turde ikke, og det gjorde Preben heller ikke. Poul Erik sad i et hjørne i cykelskuret og var gået i gang med sin kæmpemadpakke. Han svedte og havde fugtige, gnidende hænder og flere gange til mig sagt, at han måske ikke fik spist det hele.

Så tog de store drenge fat i mig og slæbte mig ind på pigernes toilet. Jeg gjorde modstand på skrømt. Det skulle ikke hedde sig. Sådan, sagde de, nu tør du!
Så kom læreren og sagde, at det måtte de ikke gøre. Det lovede de fremadrettet at lade være med. De fik dog alle en på hovedet. Pigerne fnisede ad mig, og jeg slæbte mig ind i næste time. Kesses og Bosses mor var gået hjem.

Læreren hev et danmarkskort ned. Jeg opdagede, at nu skulle jeg tisse. Måske havde jeg af bare spænding ikke fået det gjort tidligere på morgenen, hvad ved jeg. Måske havde besøget på pigernes toilet blokeret. I hvert fald forsøgte jeg i lang tid at ignorere det stadigt stigende pres og hørte derfor ikke meget af lærerens snak om Gudenåen. Da han fortalte, at Skjern Å var den vandrigeste å i hele Danmark, slap der er par skvæt forbi vandlåsen og ud i bukserne.
Jeg stak hånden ned mellem lårene og pressede endnu mere sammen, og kunne godt lugte tisset. Nu hørte jeg slet ikke, hvad læreren sagde, men ventede kun på, at mine sidekammerater ville opdage det. Min hånd føltes våd.

Da vi endelig fik frikvarter, stormede jeg ud på lokum og tissede en halv Gudenå. Bukserne tørrede jeg med noget wc-papir. Det sugede ikke så godt, det brune nummer nul nul, men jeg håbede på, at det våde ikke kunne ses på dem. Da jeg trådte ud fra toiletbygningen, stod en af de store og pegede på mig: Ha, ha, han har sgu tisset ned ad sig selv!
Jeg fandt en solrig plet lidt væk fra alle andre og prøvede at ligne én, der ikke stod der for at tørre tisbukser.

(Læs 2. del her)

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *