Har du haft et indbrud i dit hus?

På et tidspunkt ejede vi et flot sommerhus, der lå godt. Allernederst på vejen ind mod skoven med en terrasse, hvor vi i fred og ro kunne sidde og slappe af med en ølbajer til tonerne af spurve, bogfinker og gærdesmuttere.
Huset var helt nyt, og vi nød træduften, inventaret og skoven, lyngen og naturen i det hele taget. Der var fire værelser, og det var velforsynet med vaskemaskine, tørretumbler, opvaskemaskine, miniovn, mikroovn, stereoanlæg, højttalere, fjernsyn, alt, hvad hjertet kunne begære.

Idyllen blev ødelagt, da vi et stykke tid efter fik indbrud. Sådan noget opdager man tidligst en uge efter, at man sidst var der. Stereoen, fjernsynene og mikroovnen var borte, og et vindue var helt ødelagt, og det var der, de var brudt ind.
Man bliver nedtrykt, når man opdager sådan et indbrud. Vi meldte det ærgerligt, og politiet kom forbi og konstaterede, at de var brudt ind gennem det ødelagte vindue.
Vi fik dog det hele erstattet af forsikringen.

Tre måneder senere var der igen indbrud. Denne gang havde de nappet det nye stereoanlæg, de nye fjernsyn og den nye mikroovn. Samme procedure som sædvanligt. Politiet mente, de mange indbrud i omegnen kunne tyde på noget organiseret, måske fra Løgstør, som havde et noget blakket ry af en eller anden grund. Denne gang nøjedes vi med at erstatte tingene med det gamle brugte, vi havde derhjemme og købte nyt til hjemmet i stedet.
Vi havde udviklet en slags hvad-er-der-så-denne-gang-fobi, når vi skulle i sommerhus. Vi kørte altid fredag eftermiddag efter arbejdstid med en smule beklemthed i maven, og den sidste kilometer ned ad grusvejen til huset blev tilbagelagt med beskeden hastighed. For ligesom at forberede os mentalt.
Intet indbrud! Så var humøret til gengæld i top, og vi havde en dejlig weekend i huset.

Indtil det tredje indbrud ud på efteråret. Allerede på lang afstand kunne vi se, at hoveddøren stod åben. Vantro opdagede vi, at alle hvidevarer var stjålet! Alle! Derimod gad de alligevel ikke stjæle vort ældre stereoanlæg og de gamle fjernsyn. Den åbne hoveddør havde betydet besøg af dyr, for der var ekskrementer mange steder indenfor. De gad altså ikke engang lukke efter sig.
Indigneret tilkaldte jeg atter en gang politiet, der kom med to mand høj. De så på dørens ødelæggelse, kiggede lidt på sporene og skrev rapporten.
- Hvad så? Tror I, I kan fange dem denne gang?
- Vi har jo alt for travlt, svarede Barnaby, som stod og vippede lidt frem og tilbage med hænderne i lommen.
- Ja, men kunne I ikke tage gipsaftryk af fodsporene eller fingeraftryk eller ...
- Ha, ha, nu er det jo ikke krimi i fjernsynet, det her, ha, ha, sagde han venligt smilende, mens han tog den ene hånd op af lommen for at klø sig lidt i skridtet.
- Vi har som sagt alt for travlt til at bruge tid på disse banale indbrud. Der er større forbrydelser ude i verden! Er du ved at være færdig, Bruno?
Bruno Walander rejste sig, gav mig en kopi af rapporten til forsikringsselskabet, og så forlod de to betjente parcellen sådan lettere rystende på hovedet.
Vi gjorde, som vi plejede, når noget gik os imod. Vi solgte huset og var i princippet samtidig færdige med at levere hælervarer til dem, der vil købe.

Troede vi.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer