Da Peter løb som Kipketer

Peter Torp Jensen, Klitmøller, tidligere København, tidligere sportsmand!

I 50érne rasede 6-dagsfeberen i Forum. Peters favoritter var Kay Werner og Evan Klamer. Det var Peters drøm at køre cykelløb, men det måtte vente, til han blev konfirmeret.
Indtil da spillede han fodbold, og om vinteren gjaldt det håndbold samt redskabsgymnastik.
Endelig kom dagen, hvor Peter fik sin racercykel, en Monark. Så gik det derudad. Startede i begynderklassen, men kørte sig hurtigt op i juniorklassen, hvor han kørte, indtil han som 18-årig rykkede op i D-klassen. Derefter skulle han samle point sammen for at rykke længere op i klasserne. Det krævede hård træning; op til 100 kilometer dagligt fem dage om ugen var ikke ualmindeligt.

– Jeg var lidt i toppen, men fik et par styrt. Lidt senere trænede jeg sammen med blandt andre Leif Mortensen, hvilket var meget seriøst. Vi kørte ud over Glostrup, der var bakker op og bakker ned, helt til Roskilde og hjem igen.

Om vinteren trænede han i en bokseklub og dyrkede judo og jiu-jitsu for at bygge konditionen op til næste års cykelløb.
Peter trænede sammen med ryttere, der senere hentede flere medaljer internationalt, bl.a. Leif Mortensen og Villy Skibby. Peter manglede kun nogle få point i at rykke op i A-klassen, hvor bl.a. Ole Ritter kørte.
To grimme styrt bremsede Peter, men han fik kæmpet sig tilbage. Desværre kom værnepligten, hvor han blev indkaldt til flåden, og han fik aldrig de manglende point, for han emigrerede efterfølgende til Australien.
Der sluttede Peters cykelkarriere.

Efter tre spændende og dejlige år i Australien, vendte han tilbage - blev gift og fik to skønne børn.
Senere meldte Peter sig ind i den lokale atletikklub Gulfoss som motionist. Børnene startede ligeledes i klubben som aktive atleter.

– Jeg har spillet fodbold, har løbet meget, også ude i skoven med cyklen på nakken; på et tidspunkt dyrkede mine børn atletik, og så ville jeg også. Jeg er uddannet atletikdommer.
– Jeg begyndte at træne mig op til marathon. Jeg løb altid lange løb, Eremitageløbet to gange; Mølleå-løbet på 25 kilometer, og det løb jeg tre eller fire år i træk. Så tænkte jeg, at jeg da også kunne løbe en marathon. Forskellen på 25 og 42,195 kilometer er vel ikke gigantisk … Derfor løb jeg Copenhagen Marathon i 1980, og jeg var 36 år.
– Jeg løb de første 20 på cirka to timer. Det var vældigt! Men! Der kom hammeren! Ved 20-kilometer-mærket. Pa-dang.
– De sidste 22,195 kilometer kunne jeg lige akkurat slæve mig igennem på 3 timer og 45 minutter! At tænke sig: Jeg tabte mig fem kilo, selv om jeg kun drak vand ved hvert depot!

– Men jeg var tung! Intervaltræning mellem lygtepæle hjalp lidt på hurtigheden. Men jeg egner mig bedre til andet end hurtigløb. Har dyrket boksning i Sparta og judo og jiu-jitsu. Håndbold. Redskabsgymnastik. Noget, jeg aldrig fik lært, var at svømme. Jeg skulle altid stå der, hvor man kunne bunde, mens de andre bare sprang ud.
– Jeg fik tynde luftarmringe på mig, men kunne de bære mig? Det viste sig, at det kunne de. Jeg måtte baske rigtigt med benene, så jeg på den måde kunne lære at svømme.
– Jeg tog den lidt mere med ro med sporten, da jeg kom lidt op i alderen; men for et års tid siden vågnede jeg op og tænkte: Nej, du gamle, den går ikke længere. Det var der, jeg begyndte at tabe mig, fordi jeg ville tabe mig. Min blodtrykssænkende medicin er blevet ikke blot halveret, men er nu nede på en tredjedel. Altsammen på grund af mit vægttab.

Moralen er, at stædighed, udholdenhed, det at være sej - lønner sig. Peter ligner en, der er stolt over at have gennemført en marathon, måske mere stolt over at have gennemført et vægttab. Læs den første artikel om kampen for vægttabet her.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer