Ina Ravnkilde: Samvittighedspletter

- Jeg forstår det simpelthen ikke, siger dr. Derma. Han er gået i stå med forstørrelsesglasset bag ved hende.
- Jeg har aldrig set den slags pletter før. Har du nogen som helst ide om, hvordan du har fået dem? Slået dig? Jeg må lige tage et par billeder af dem, måske kan min kollega…
Dr. Derma går ud af rummet og lader døren stå åben, rigtig tankeløst, synes jeg.
Jeg står der på en skammel, kun med trusser på. Koldt er det også, og selv om jeg kender turen, så føler jeg mig noget udsat. Da jeg er over min bedste alder rent brystmæssigt, står jeg med hænderne krydset over brystet og holder dem oppe, så de sidder lige der, hvor de i deres ungdom sad meget smukt, sagde de …
En gang om året står jeg her, mens Dr. Derma med forstørrelsesglas bevæger sig rundt om mig, trykker på mistænkelige pletter, mens han skælder mig ud over de ar, som opkradsede myggestik har efterladt. Et lille foredrag om faren ved solarier, brugen af hatte mellem tolv og femten, solcreme og hvad han og kronprinsessen ellers prædiker om, slipper jeg heller ikke for.
Skrækken for at blive ædt op udefra bliver afløst af trang til at bedøve mig indefra. Der ligger et konditori på hjørnet, de har de dejligste gåsebryster.
Dr. Derma kommer småløbende ind med et kamera.
- Gider du lige vende dig mod vinduet, så falder lyset bedre.
Jo, det betyder da ingenting. Konsultationen ligger på 2, sal, ingen naboer, så kun mågerne kan få fornøjelsen.
- Tak. Dr. Derma sætter sig og loader billedet ind på nettet.
- Må jeg tage mit tøj på eller hvad?
- Jaja, mumler Dr. Derma åndsfraværende, jeg ringer og giver besked hvis … få lige en tid til om et år.
Dr. Derma går ud. Jeg tvivler på, at han ville kende mig med tøj på.

Nå - kagerne venter.
Jeg skulle måske have fortalt ham om de pletter. De dukker op med jævne mellemrum. Mine ”dårligsamvittighedspletter”. Denne gang er pletterne - faldet sammen med mit årlige kontrolbesøg ved hudlægen.
Og hvad skulle jeg sige, hvis han spurgte ind til dem? At de er ømme, af og til stikker, som sad der en nål, og så det mærkelige, at de kommer, når jeg gør noget, eller bare tænker på noget, jeg ved ikke er helt korrekt. Han ville få mig indlagt på en afdeling, hvor de er mere interesserede i den indvendige del af min mit hoved end mit betræk.

Da jeg var barn, havde min mor den vane, når jeg var uartig, at stikke sin stive pegefinger ind i ryggen på mig, mens hun skældte ud. Mor og hendes stive finger.
Hun så alt, hun og Gud, og jeg fik af og til fornemmelsen af, at det var guds stive finger der stak mig, når jeg var på afveje.
Fingeren fulgte med, da jeg endelig forlod hjemmet. Jo den skulder var tit meget øm, og nu og da kunne pletterne ses.

Mens disse erindringer dukker op, følger jeg en dame over gaden, smiler til en, der vil have min parkeringsplads, går på konditori, 2 bryster ryger ned, køber ind til stegt flæsk og persillesovs og med en god samvittighed og fejlfri ryg vender jeg hjem.
Nå ja, pletterne i dag, hvad skyldes de? Det har jeg fuldstændig glemt.

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *