Ina Ravnkilde: En anderledes hverdag

Tema: Demens

Modelfoto

I går pakkede jeg hans tøj i to tasker. En med det tøj, som jeg skønner, han kan bruge på plejehjemmet, joggingbukser, rummelige bluser og et par pæne sko, til hvis han en dag kommer til at kunne stå op i mere end et minut. I den anden taske, som genbrug fik, hans jakkesæt, sko og cowboybukser, og det var som at begrave ham. Han bor ikke her mere, kommer ikke hjem mere, og jeg kan ikke holde ud at have hans tøj i skabene. Det gør ondt at lukke dem op.
Han har ikke boet hjemme i 8 måneder nu, men for 3 måneder siden kom han på et godt friplejehjem, hvor han er glad for at være, og pigerne siger, han charmerer dem alle, og de taler respektfuldt til ham, de holder sjov med ham, og mig spørger han aldrig til.
Han ved ikke, hvor jeg bor, har glemt, hvor han selv har boet, kan ikke huske, hvad en telefon er, men mener fjernbetjeningen til sengen er så praktisk… man kan ringe op med den…
Og så smiler vi lidt udvendig og græder indvendig.
Blander drengenes navne sammen, og det smiler de også af, men det gør ondt at høre på.
Han er ikke mit ansvar mere, siger jeg til mig selv, men pligten overfor et menneske jeg er gift med på 51tyvende år, overdøver min stemme.
Den daglige pasning er ikke mit ansvar mere, økonomien for ham er mit ansvar, jeg skal også vande hans blomster, jeg gør mig nyttig. Efter et par dage skal jeg ned og se til ham for at huske hans ansigt. Det er nemmest, når han sover, så ligner han min elskede mand, så kan jeg lægge min hånd mod hans kind og sidde lidt, og det er næsten som før. Så vågner han, ser forvirret på mig, sådan lidt… hvem er det nu, hun er, jeg har set hende før, hun har ikke kittel på, og hvad vil hun.? 
Jeg bliver sjældent længe. Der er ikke andet end vejret vi kan tale om, jo, måske hvad han får at spise.

Hjemme går jeg rundt i huet, undgår hans stue ovenpå, det er som at trænge sig på.
Det føles ikke som mit hjem mere, det var vores hjem, jeg må videre, ud af skyggen, finde en lejebolig i nærheden. Han kan ligge sådan i mange år, siger de.
Jeg skruer ned for TV, lister op om natten og refleksmæssigt tager jeg hensyn til… indtil det går op for mig, at jeg er alene, kan bestemme, hvad jeg vil hvornår, og alligevel hænger jeg fast i de gamle ritualer.
Jeg har taget en beslutning på egen hånd uden at høre hans ” det gør du bare”, som var det svar, jeg fik de seneste år, hvor tilværelsens daglige beslutninger blev overladt til mig, men det er svært at tage store beslutninger uden hans stille accept. Så nu sætter jeg huset til salg, det er ikke mit hus mere.
Nej, det er ikke forhastet, eller en overspringshandling, det er nødvendigt, hvis jeg skal leve videre alene, uden at hvert rum i huset og haven emmer af, at vi plejer at være to. Det er vi ikke mere.

 

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer