Klitmøller Hval-Friskole

Skoleleder Birgit Sigaard Jensen fortæller:

– Op mod sommerferien har Klitmøller Friskole arbejdet på tværs af alle årgange om emnet ”hvaler”. Eleverne har tegnet hvaler, læst om hvaler, hørt hvalsang, lavet plancher og lært en masse om disse fantastiske dyr. De ældste elever har inddraget matematik i arbejdet med hvalerne og bl.a. arbejdet med koordinatsystemer, hvilket lagde op til en stor projektdag på stranden i Klitmøller. Her blev koordinatsystemet brugt til at forme en hval i naturlig størrelse på stranden.
Børn fra 0. til 6. klasse arbejdede på tværs af alder og hjalp hinanden med det store, æstetiske projekt. Projektet levede godt op til skolens motto ”En tryg barndom tæt på naturen”. Ud over arbejdet med hvalen blev børnene også mere bevidste om det at være i naturen og passe på vore klitter. Der er blevet snakket om sandflugt, forurening og mange andre ting.
Det at arbejde projektorienteret betyder meget, og skolen har muligheden for at samarbejde på tværs af alder. Børnene lærer meget af at arbejde sammen med hinanden og samtidig giver det også god mening at arbejde tværfagligt.

– Og det at se et konkret resultat af sit arbejde har været en stor fornøjelse for både børn og undervisere, fortæller hun videre.

– Vejret var med os hele dagen, og der blev afsluttet med dronefotografering af projektet.

Desværre har et irriterende gult telt en forstyrrende effekt på den fine hval, da KlitPosten.dk skulle fotografere hvalen. Vi skal beklage, men Deres udsendte fandt ikke anledning eller overskud til at gå ned på stranden og fjerne teltet før fotografering.

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *