Min flove schæfer (7)

Et par dage gik. King kunne godt mærke, at vi ikke var helt på bølgelængde. Han vidste udmærket, at han havde klaret den skidt til hundeshowet og så flov ud. Hver gang jeg skulle ud, så han ned eller til siden, så helt klart var han ikke herrestolt over situationen. Han bebrejdede mig aldrig for, at det sådan set var mig, der havde taget beslutningen om, at han skulle udstilles.

Vi gik ikke til træning de første 14 dage efter det famøse hundeshow. Jeg skulle ikke have noget klinket. Jeg vidste ikke, om naboen vidste noget; vi snakkede ikke rigtigt sammen.

Min telefon ringede. Det var cheftræneren.
– Du har ikke været til træning?
Det er en chef, der holder øje med sine underordnede.
– Nejjj, det er lige som om, lysten mangler. Det gik jo ikke fremragende til hundeshowet.
– Nå, det vil jeg nu ikke sige. Selv om du blev sidst, deltog der jo kun ni hunde i din gruppe. Da der potentielt var plads til 16 ad gangen, kan man godt sige, at du fik en flot niendeplads ud af 16.
Jeg livede en anelse op.
– Betyder det, du siger, at hvis vi kun havde været to, ville King få en flot andenplads, mens hunden foran ville være næstsidst?
– Nja, måske.

Mit lidt bedre humør fik mig til at gå ud i entreen, hvor King straks smed hovedet ned mellem forbenene.
– OK, Kingsebasse. Du får en chance mere!
King rejste straks hovedet, og jeg kunne tydeligt se dens lettelse. Der gik et par uger, og vi var igen til træning, hvor King hele tiden ville hen til sin kæreste for at aftale en date mere. Men naboen trak sig altid enormt langt væk med sin gravide tæve. Det var for øvrigt lige op over.

Jeg lå og blundede en eftermiddag, da der pludselig lød en voldsom larm og spektakel og hundelyde udenfor. Jeg for op. Ude på vejen stod King med rejste børster og nakkehår og lignede en løve. Foran ham stod et hvidpelset gadekryds, formentlig en kombination af en golden retriever og måske en hvid schæfer, som jeg vidste, at King ikke kunne fordrage. Han har altid været efter albinoer på træningsbanen. King viste tænder, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor den anden hund ikke fortrak. Fra flere sider kom folk løbende, ophidsede, fægtende med arme og ben, mens de råbte, at jeg skulle få den fordømte schæfer væk.

– Den ligner sgu en bjørn, var der en, der skreg.

Nu blev det mig for meget. Jeg kommanderede King zurück, men adlød han?
Fanme nej. For en gangs skyld hørte han ikke, hvad jeg sagde. Derimod sprang han på den hvide snemand og begyndte at hundeslås. Jeg var hurtigt henne og trak i Kings bagben, mens snemandens ejer trak i den anden hund. Det lykkedes os at hive dem væk fra hinanden, men snemanden blødte stærkt.
– Der kommer en regning, hvæsede dens ejermand.
Jeg fik King med hjem.
– Hvorfor nedlagde du ham ikke i et hug, spurgte jeg King. – Du kunne jo sagtens bide hans hals over i et hug!
Jeg lukkede munden kraftigt op og bed tænderne sammen i et lynhurtigt swish! King lagde sig bare i entreen.

Tre dage senere lå der en regning på flere tusinde kroner for tort og svie og uprovokeret overfald samt en trussel om advokat og politi og jeg skal gi dig.

Det var dråben. Nu ville jeg af med den hund. Han måtte dø!

(Læs første beretning om min schæfer)

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer