Farvel til min schæfer (8)

Efter oplevelsen under hundeshowet var jeg blevet træt af at holde hund. Så King Il Møghund skulle dø.

Da jeg ikke var meget for selv at dræbe ham og faktisk heller ikke helt vidste hvordan (man tager jo ikke lige fluesmækkeren), besluttede jeg, at han skulle til dyrlæge, og derfor var det helt naturligt at spørge min kone, om hun ville befordre ham over i de evige hundemarker, da jeg ikke selv havde tid, syntes jeg.

Nej, det ved den søde grød, jeg ikke vil, erklærede hun med den stemme, jeg kendte så godt for sin fasthed og nul mulighed for ændringer. Det er din hund, fortsatte hun, og du gør, hvad du vil med den. Du har ansvaret!

Så drak jeg en flaske Pierre Medard og ringede til Poul, min ven, og spurgte, om han ville køre ham til dyrlæge, indlevere ham og køre hjem igen uden hund.
Du får 50 kroner for det, tilføjede jeg, for jeg var ikke helt sikker på, at han ville.
Det ville han ikke. Selv om jeg hævede beløbet til 100 kroner, nægtede han at føre King til skafottet og ydmygede mig, der i forvejen var noget nede, ved at påstå, at jeg nu sagde han om den.
Du har jo selv lidt skyld i, at han skal dø, prøvede jeg at trumfe og lade, som om jeg var immun over for hans infame argumenteren over de personlige stedord.

Nå, hvordan det?
Kan du ikke huske nytårsaften, at du sneg dig ud ad bagdøren og sparkede til hoveddøren, så han blev enormt rasende og gøede hele resten af nytårsmorgenen? Hver gang vi så siden fik besøg af nogen, gøede han som en vild. Det er da din skyld, Poul. Posten smed herefter altid min avis ude på trappen.
Ikke tale om, mente Poul. Jeg opgav at appellere mere til ham. Somme tider skal den klogere give efter. Jeg gik ind og drak en flaske Pierre Medard mere.

(Læs den første artikel om King)

Læs, hvordan jeg endelig kom af med King.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer