Om at købe ind

KlitPosten.dk møder en helt tilfældig mølbo på vejen.

– Nå, Mikael, hvor skal du hen?
– I SPAR. Ja! Y har sendt mig.
– Sådan. Hvad skal du købe?
– Æh, for søren, hvad var det nu?

Mikael klør sig i håret.

– Jo, vent lige … kartofler! Og der var altså en ting mere, men i min alder har man så mange tanker, at der tit er udsolgt for ledige hukommelsespladser til den slags. Du må forstå, at jeg tænker lidt på de ferieboliger, der ikke helt er klar endnu og p-pladsen mod vest og p-pladsen mod nord. Der er så meget. Jeg ringer til Y.

Mens han snakker med Y, går vi ind i SPAR. Han siger farvel til Y med ordene: Det skal jeg nok - og ser forventningsfuld ud, mens han kigger sig omkring:
– Jeg kan godt lide at handle i en ny og flot butik!
– Ja, du skulle da vide det …

Han ser forvirret ud, men begynder så at lede efter kartoflerne.
Jeg møder ham 5 minutter senere. Han har favnen fuld af løg.

– De var enormt billige, siger han smilende. – Så skal man da benytte sig af det!
– Skulle du ikke have kartofler?
– Kartofler?? Nå, ja, du siger noget.
– De burde da stå hernede, siger han, mens han kigger sig om flere gange.
– Nå, her var de heller ikke.
– De er da lige der, Mikael!
– De burde stå der, hvor jeg kigger hen og ikke her, hvor jeg ikke kigger hen.
– Det er altså ikke nemt at købe ind, Finn. Det er absolut aldeles nemmere at sælge ud.

 

 

 

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer