Om at overtræde en uskreven lov

Somme tider er uskrevne love alvorligere at overtræde end de skrevne. Ikke mange af os har lyst til at støde an, være imod eller på anden måde bringe sig selv i et blakket lys, fordi man ikke følger normen. Vi kender det fra skolegården. Dengang klip-klapper var moderne, var man en underlig en, hvis man ikke hakkede rundt i sådan et par træplader med en læderrem henover, model JohnLennon. 

Er der stadig en rest af klip-klap-syndromet i det moderne menneske?

Min hustru og jeg boede engang i en mindre by på godt 800 personer. Vi gik ofte ture, og her forsøgte vi på enhver måde at være ganske almindelige beboere. Vi havde boet der i knap ti år, men prøvede at mildne udtrykket tilflyttere med en bemærkning om, at vi jo alle i en eller anden forstand er tilflyttere her i livet, og at både vi og de fastboende under alle omstændigheder skal fraflytte på et tidspunkt.
Af samme årsag havde vi almindeligt tøj på for ikke at vække anstød eller fremkalde andre negative følelser hos de indfødte. Det var tøj, der var forholdsvis nyt og ikke fra tresserne, forstås.
Alligevel skete det, at jeg kom til at overtræde en norm, jeg ikke anede, eksisterede. Solen skinnede mildt, foråret vinkede lige om hjørnet, og vi skulle ud at spadsere.
- Åh, ved du hvad, betroede jeg mit livs lys (lyset får mørket væk, lyset varmer i kulden, men lyset kan også brænde én), - jeg tror, jeg napper den her forårsjakke på, det er faktisk lidt varmt, og det skal nok gå. Og, ja, sandaler, ikke? Altid et forårstegn.
Hun nikkede, thi hun vidste ikke, hvad der ventede, og vi gik.
Imod os kom lidt senere Mettelise, den unge kone fra sidegaden, med sin barnevogn, hvori var anbragt et styk nyfødt unge af passende køn. Da hun nærmede sig os med sine fikse, højhælede grønne støvler, hvis smældende lyde mod pladsens fliser kun ville have gjort Hitlers tropper grønnere af misundelse, nikkede vi høfligt og venligt til hende, men hun så ikke på os. Hendes øjne fikserede et punkt nede på jorden lige foran mig, og mit hjerte bankede hurtigere. For var der noget i vejen?
Det var der.
Hun så stift på mine sandaler og hvæsede:
- Nå, det er nok blevet sommer, hvad? og marcherede videre med næsen i sky.
- Skulle jeg have sagt undskyld, mumlede jeg til mit lys og smed straks sandalerne væk, da vi kom hjem.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer