Sorg (2)

TEMAuge: Hvad stiller vi op med sorgen?

Hvorfor er sorgen så ubærlig, at man går i skjul bag en hylde hos købmanden, så man undgår at møde den sørgende? Møder man en sørgende, er det så let at sige: Du skal bare sige til. Så kommer jeg straks og besøger dig. Heldigvis er det ikke så slemt at miste sin ægtefælle, når man er gammel, vel? Man har levet mange år sammen, og så må det være det. Eller at miste en adoptivdatter? Det er sikkert ikke så slemt som at miste en "ægte" datter, vel? Der er flere påstande, jeg godt kunne tænke mig at få afklaret med nogen, der har forstand på det.

I KlitPosten.dk i denne uge drejer det sig om SORG.

 

Janne Overgaard, marts 2019

Janne Overgaard tager venligt imod i sit propre hjem. Ordet proper er det helt rigtige.

Det er tæt på at være to år siden Hans´ død. Hun serverer kaffe og kage og fortæller om sit liv nu.

– Der skal noget andet til, når man er i sorgen! Man skal ud og noget af det, jeg går til, er golf! Frisk luft, lidt sjov med sporten og samvær med gode veninder. Jeg spiller hos Morgenfruerne, hvilket jeg sætter stor pris på!

– Jeg skal bare ud og spille alt det, jeg kan! Også sammen med venner. I det hele taget betyder min familie og venner alt for mig. Ikke bare i sporten!

– Jeg savner Hans hver dag! Det holder jeg aldrig op med. Ham tænker jeg på hver dag.

– Er der en forskel fra dengang, vi to snakkede sammen i november 2017 og til i dag?

– Jeg ser mere lyst på livet nu. Nu gælder det om at få det bedste ud af tilværelsen - hver dag! Det der med at gå og være sur og gnaven og se sort på det hele, - den går ikke. Man skal bare fremad. Selvfølgelig er der lavpunkter, men når så min søn, Michael og hans kone, Trine, kommer på besøg med pigerne, så skinner solen igen. Vi har været på ferie på Kos, i Thailand, i Berlin, og vi har lige været i København.

– Hvad med højtiderne?

– De går faktisk over al forventning. Her til jul fejrede jeg med mine gamle forældre på 90 og 88! Han kører selv endnu, og de har jo altid været hos os i julen. Det var smadderhyggeligt. Nytårsaften holder jeg sammen med Åse og Søren, som vi har gjort i flere år, og Else Marie og Ejnar var med i år. Jeg har en håndfuld venner her, som bare er her, når det er nødvendigt. Jeg har ikke været udsat for venner, der har svigtet på noget tidspunkt. Og det er så fantastisk. Man bliver også nødt til selv at være positiv og tage imod, når de inviterer. Det nytter ikke at sidde og ruge herhjemme.

– Jeg ser nok bare helst lyspunkterne nu. Det bliver efterhånden lidt nemmere. Jeg ser måske mere glæden nu.

– Har du fået professionel hjælp?

– Overhovedet ikke. Intet. Jeg synes ikke, jeg har behov for det. Heller ikke at deltage i sorggrupper, som jo på mange måder kan være en god idé. Det betyder noget at tage livtag med sorgen, at knytte næverne og se den i øjnene. Nogen gange kan jeg ikke lade være med at hyle over det, som nu, men det gør ikke noget. For hver gang bliver jeg stærkere. Børnene og jeg ser DVD med Hans og hører ham og griner indimellem. Det er altså nødvendigt at konfrontere sig, og jeg har stor glæde af et par veninder, der også har mistet. Vi er ligesom i samme båd og har stor glæde af hinanden.

Læs artikel 1.

Læs artikel 3.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer