Rejsetema: Anni Printz: Fra min rejseblok (1 af 2)

”Rejser er det bedste middel til selvuddannelse”
Karl Julius Weber 1767-1832

(Vi min mand og jeg) rejser mellem 3 og 11 gange om året. Nogle ”ferier” varer 3-4 uger, andre en enkelt uge, nogle blot ganske få dage. Lige meget hvor kort en ferie er, vender den op og ned på vaner og forestillinger. Derfor er ferie noget af det mest givende og udviklende, man kan begive sig ud i.

Campingvognen er pakket. Vi er klar til ”det store slag.” Hvad vi har glemt, vil først vise sig hen ad vejen. Vi sætter os ind, lukker døren, starter motoren. ”Rejsetoget” bevæger sig. Vi er på vej.

Det er april tidligt forår. Vejret viser sit gode humør. Sol og blå himmel.
Når man kører campingvogn, er man trafikalt en snegl. Vi kører akkurat stærkt nok til ikke at blive forfulgt af lastbilernes tuden. Vejen er en del af rejsen og ikke den ringeste. Vi holder traditionen og holder første rast på Kildebjerg. Feriestemningen indfinder sig. Midt i benzin og diesellugt, kæmpestore lastvogne og kaffedrikkende fredagsbilister. Ingenting haster. Vi skal være væk i tre uger.
Fra Langeland over Fyn, Lillebæltsbro og siden ned mod den tyske grænse går det. Undervejs taler vi, dagdrømmer lidt, lytter til musik og eller kommenterer radioprogrammer. Der er en usynlig opstemthed, som kommer fra glæden ved friheden og tanken om det ukendte. Men behøver ikke at rejse langt væk for at opleve den. En selvbestaltet pilgrimsvandrig, selv en kort, giver samme lette rejsesind. Glemt er vaner og trummerum. Med mellemrum holder vi pauser, spiser lidt, drikker kaffe og går for at strække, benene der godt kan blive lidt stive og slatne efter mange timer på landevejen.

Forude ligger destinationerne. Vi har nemlig to. Først kører vi mod Mosel, der er kendt for pittoreske bindingsværksbygninger, lave bjerge med vinstokke og floden selv, hvor turistfærger og flodpramme masser af liv.
Første nat overnatter vi altid på en rasteplads. Ellers er det ikke rigtig campingferie. Vi kommer dertil sent på aftenen, finder med nogen møje en plads mellem lastbilmastodonterne, tager en kop kaffe og går til ro. Skønt: en nat på en rasteplads er aldrig helt rolig. Lastbiler kommer til for at holde hvil, køleaggregater støjer, en bus med snakkende turister gør holdt for at sende de rejsende på toilet. Jo, der sker skam noget.At køre på de tyske motorveje er en del af vores rejsefornøjelse. Vi bruger øjne og ører og, oplever ofte en mængde, sommetider ting man ikke havde drømt, kunne ske.
Efterhånden som vi nærmer os målet, sniger trætheden sig ind på os. Benene vil gerne strækkes, ryggen værker lidt, men humøret fejler ingenting, for lige foran os, dukker de første lave bjerge op.
En velkomsthilsen fra Mosel.
Om eftermiddagen, da vi er godt udkørte, drejer vi ind I Cochem, vores første målby. Byen er malerisk, ligger idyllisk ned til Mosel og har et væld af turister, der har god tid og fylder op. Vi skal ”bare lige” finde den campingplads, der ligger ned til floden, og Birger ved det hele, for han har set det på Google Earth derhjemme. Derfor drejer han til venstre,skønt jeg fortæller, at der er skilte med Campingtegn til højre. MÆND!
Det viser sig hurtigt, at der ikke ligger nogen campingplads på den rute, Birger har valgt, så han må bide i det sure æble, vende bilen og køre efter mine anvisninger. Nu er vi endnu trættere end før. Vi finder pladsen, og så er den OPTAGET Vi har været undervejs i mange timer og trænger til at sidde roligt med ”fast” grund under fødderne eller til at gå lidt rundt på samme fødder. Da de næste to campingpladser på vores nye rute også er optaget, er vi temmelig færdige med campingvogne og sommerferie.

Mosel

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer