Dronningen møder KlitPosten.dk

KlitPosten.dk møder Hendes Majestæt, dronning Margrethe den Anden, nede på landingspladsen foran den flotte bygning, der engang var en dejlig fiskerestaurant. Hendes højvelværdighed ruller sideruden ned og stikker hovedet ud og vinker til mig med sin lillefinger:

– Unge mand! Skulle her ikke ligge en fiskerestaurant?

Jeg nærmer mig og bukker. Jeg har før mødt majestæten i Klitmøller, det var i 09, men jeg husker det meget tydeligt. Det var på Café Konrad. Klitmøller er kendt for at pleje omgang med de kongelige; hendes ældste søn er for eksempel slyngven med en af de lokale musikere.

– Vi ved, at Café Konrad er solgt. Men hvad med Niels Juel?

– Desværre, Deres Majestæt. Det er først fra 2. juli, at Deres Majestæt (Deres? Er hun ikke min majestæt?) kan dæmpe Deres Majestæts højvelbårne sult.

– Det er da en skam. Vi havde tænkt os det store fiskebord. Vi er sultne! Og - (her bøjer dronningen sig en smule ud mod mig, dæmper stemmen og ser sig om til begge sider) vi har fødselsdag! Vi bliver 79 år ung i dag, og det der 79 har vi tænkt os at fortsætte med nogle år endnu …

Dronningen fniser på sin særligt majestætsagtige måde.

– Til lykke, til lykke! Mig en ære (jeg bukker med en knagende kadaverlyd)! Der er alternativer, hvis Deres Majestæt renoncerer på udkig til havet. Det bliver jo alligevel snart mørkt!

– Unge mand! Vi kan lide Deres franske. Vil De venligst vise os vej til en anden restaurant? De kan køre med os.

– Oui, tres bien, ma reine - et merci! On va au restaurant! Vous avez une tres joli Rolls-Royce!

Mød nede på landingspladsen
Paul McCartney
Pelé
Mao
H. C. Andersen

Hendes Majestæt Dronning Margrethe II (Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid, Danmarks dronning) (født 16. april 1940 på Amalienborg Slot) er siden 14. januar 1972 Danmarks regent. Hun er datter af kong Frederik 9. og Dronning Ingrid. Margrethe II var gift med prins Henrik, med hvem hun har sønnerne kronprins Frederik og prins Joachim.

Margrethe II er Danmarks dronning i medfør af Tronfølgeloven af 1953, og tilhører den glücksburgske slægt. Dronningen tituleres Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, i tiltale Deres Majestæt.

Idet Margrethe II er barnebarn af Margareta af Connaught er hun nr. 321 i den britiske tronfølge. Chancen for at blive regent i Brexitland er derfor ikke større, end chancerne for at SønderjyskE bliver danmarksmestre i Superligaen.

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *