De La Porte Ovesen: Vil du ikke have en kop te?

Jesper de la Porte Ovesen

Jeg var i Kyoto for at studere teceremoni (chanoyu) som egentlig er et paradoks. På den ene side et hav af regler for temesteren, på den anden side gælder det om at nå en højere form for nærvær, af naturlighed. Jeg havde lært reglerne – så godt en europæisk begynder kan – men ånden var forsvundet, måske havde min japanske lærer fokuseret for meget på den korrekte måde at folde det klæde man bruger til at holde på tekanden med. Han var vældig ambitiøs.

Min værtinde, fru Jakomoto, havde en dag travlt og bad mig passe datteren på fire år i nogle timer. Jeg havde knap mødt lille Matzu, men fru Jakomoto havde ubegrænset tillid til mig fordi jeg var elev på den ansete Shotoku-an te-skole.

Vi fandt en bænk i den nærliggende have – komplet med plæne, sø, stenlygte og klipper, så japansk som det kan blive. Matzu vinkede farvel til sin mor, lidt betuttet. Men hun havde sin dukke som hun viste rundt i haven og forklarede ting og sager. Imens fantaserede jeg om at hun underviste dukken i zen-buddhisme og den symbolske betydning af landskabet.

Matzus små ben bevægede sig på en fast måde, lidt søgende men med et formål. Hendes hoved med det formklippede hår udpegede ting dukken skulle bemærke sig. Hun var et væsen der vidste hvad hun ville. Armene var kødfulde og korte, som de er i den alder, men perfekt proportionerede. De løftede dukken så den bedre kunne se karperne i vandet, en bevægelse fuld af ynde og harmoni og fuldstændig spontan. Hvad hun tænkte havde jeg ingen mulighed for at vide, men måske var tanke og handling ét i en grad som et voksent menneske kun kan drømme om.

Fornemmede hun hvad der foregik i mig? hun kom i hvert fald hen til mig og satte dukken til rette på bænken. Derefter tog hun min hånd og så længe ind i mine øjne, søgende efter hvad der foregik i den mærkelige fremmedes sind. De store, mørke pupiller åbnede sig opmærksomt for at opfange den mindste detalje.

Der er ikke andet at sige end at mit hjerte også åbnede sig i det øjeblik. Et lille væsen uden hensigter, uden bagtanker, uden forsvar, – blot en kontakt. Ikke noget med køn, alder eller kultur. Kun væren i nuet sammen med et andet levende og følende væsen. Hvor længe det nu varede, er jeg ikke klar over, men på et tidspunkt pegede hun på madpakken, en japansk bento.

Jeg lukkede den op, og vi sad gumlende i hver sine tanker da fru Jakomoto vendte smilende tilbage. Matzu så tilfreds på sin mor og på mig, hun havde hverken oplevet savn eller angst for mig.

Her på bænken i haven blev jeg siddende tilbage, opfyldt af glæde og ro. Og af et ønske om at møde mennesker på denne måde. Foruden af undren over at det så sjældent sker.

Det faldt mig ind at det kunne være den tilstand man ønsker at skabe i teceremonien.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer